Velkommen til StrikkeCafé i Fonnesbæk kirke.

Vores strikkeklub har eksisteret siden foråret 2019

Vi er cirka 10 strikkeglade damer, som mødes hver 14. dag og strikker/hækler i et par timer. Oprindeligt strikkede vi dåbsklude, men da fødselstallet slet ikke kan følge med vores strikkeenergi, så har vi også fundet andre muligheder.

Selvfølgelig kan vi strikke, hvad vi har lyst til, men det er også hyggeligt at have et fælles projekt. Det har betydet, at vi har valgt at strikke tøj til neonatalafdelingerne på vores sygehuse. Vi strikker engletøj, fødselsdagshuer og babytæpper. Engletøj er til for tidligt fødte børn, som enten er dødfødte eller dør lige efter fødslen. De klædes i engledragter eller måske bare et lille tæppe og en hue. Der strikkes altid to huer, så forældrene også kan få en hue med hjem som minde. Tæpperne er til de for tidligt fødte børn, og fødselsdagshuerne er til alle nyfødte.

Det har vist sig, at vores strikkedamer går meget op i projektet, og kreativiteten er stor. Vi har opskrifter at gå efter, men farvesammensætningen er op til den enkelte, og en lille engledragt kan sagtens pyntes med små hjerter

Som sagt er vi cirka 10 damer i klubben. Vi kan sagtens have plads til flere, så hvis du har lyst til at være med, så kontakt Anne Marie eller Gerda.

Vi mødes torsdage i ulige uger fra kl. 9.30 til 11.30 i kirken.

Vi synger en sang eller to, drikker kaffe og får et lille opbyggeligt ord med på vejen og slutter af med Fadervor.

Anne Marie Hansen, 22300044, fonnesbkg@hotmail.com

Gerda Abildgaard, 29600870, gerda@g-abildgaard.dk

 

 

Dåbsklud

"I Faderens, Sønnes og Helligåndens navn"
Når præsten under dåben har øst vand på dåbsbarnets hoved tre gange, bliver vandet i Fonnesbæk Kirke tørret af med en håndstrikket dåbsklud. Dåbskluden får I med hjem og vi håber at det i familien og for dåbsbarnet vil være et kært minde om en stor og glædelig begivenhed.
På internettet kan I se forslag til, hvordan f.eks. barnets navn og dåbsdag kan broderes på.

En betydningsfuld, lille klud
Den oprindelige idé til dåbskluden kommer fra præst på Djursland Ann Maj Lorenzen i oktober 2016. Hurtigt har ideen bredt sig, og i marts 2017 henvendte en strikkeglad kvinde fra Fonnesbæk sogn sig til vores præst, og tilbød at strikke dåbsklude til alle, der fremover bliver døbt i Fonnesbæk kirke. Den idé tog både præst og menighedsråd med glæde i mod.  Påskedag 2017 fik 4 dåbsbørn som de første i Fonnesbæk Kirke en dåbsklud ved deres dåb . 

Et uendeligt tilhørsforhold til Guds menighed.
På dåbskluden er der et mønster af det græske kors, som er det korssymbol, der er afbilledet flere steder i Fonnesbæk kirke, og således også er blevet kirkens logo og kendemærke.  I alterkorset er der ni små forskellige græske kors, der hver er dannet af én uendelig streg, og på den måde stærkt symboliserer korsets betydning og kristendommens vigtigste budskab: at Guds kærlighed er uendelig.  I dåben bliver det markeret at dåbsbarnet er en del af Guds Menighed fra nu og til evig tid.