I 1994 blev der i Ikast bygget et hus,
og før det for alvor rigtig ku' brug's,
havde mange mennesker slidt ihærdigt,
men den 20. november stod huset fikst og færdigt.
Det blev indviet og fik navnet Fonnesbæk kirke,
og har siden dannet rammen om sognets liv og virke.
Under byggeriet spurgte mange: Hvad er det for et hus?
I dag kan alle se: Denne bygning er Guds eget hus.

Dertil hjælper også Niels Guttormsens himmelstiger,
der i drømme næsten gjorde patriarken Jakob til bjergbestiger.
I hvert fald så han en stige fra jord til himmel,
og den drøm gjorde ham faktisk ganske svimmel,
så næste morgen måtte han sige:
Jeg tror på Gud og hans rige.
Så stedet skal hedde Betel, som betyder Guds hus,
og i den betydning er det stadig, at det brug's.

Indvendig fremtræder kirken særdeles lys og flot,
så arkitekten Ove Neumann har virkelig gjort det godt.
Det liturgiske inventar er lavet i bornholmsk granit,
og både døbefont, alter og prædikestol i et moderne snit.

Døbefonten er ved et uheld flækket i to led,
men minder os derved om kilden til tro, håb og kærlighed.

Alteret vejer 4,5 tons og virker meget gedigen,
og som alterbillede er der faktisk en hængefigen.

Og prædikestolen er formet som en spiral,
og med et lille kors er den faktisk ret så genial.

Altersølvet har sølvsmed Bent Exner lavet kunstnerisk,
- det gælder både lysestager, kalk og disk.
Og alterkorset med billeder af Jesu fødsel, død og opstandelse,
viser os hvad der skal til for menneskers frelse.

To store billeder af Arne Haugen Sørensen vil
med sin kunst fortælle, hvorfor kirken er til:
De viser nemlig Langfredag og Påskemorgen,
og forkynder dermed om det liv, der slukker sorgen.

Kirkens orgel er lavet af Bruno Christensen og sønner,
og hver søndag spiller det for både byens folk og for bønder,
og med 19 stemmer spiller det i både mol og dur,
medens organisten sidder ved sit lille pulpitur.

Kirkens 4 messehageler er lavet af to, der er lokale,
for Elly Østergaard kan sy og Poul Johansen male,
så der er både en gylden, en violet, en rød og grøn,
der hver søndag kalder menigheden til eftertanke og bøn.

I kirkens menighedssal er der også kunst af tekstil,
og de passer fint ind i kirkens øvrige stil,
for de seks vævede tæpper fortæller om kirkeåret lang,
og dertil har Ingelise og Flemming Bau brugt naturens gang. 

I kirken kommer der også mange børn,
og flere tager i den forbindelse en ordentlig tørn,
for børnene skal både synge, lege og bede,
og de må jo helst ikke i kirken sig kede.
Så et rum dekoreret med bibelske motiver,
har sandelig givet fortællerne ekstra arbejdsiver,
så her har siddet mangen en lille discipel,
og hørt en spændende historie fra vores bibel.

I kirkens nordlige tårn hænger også vores kirkeklokke,
og den får folk til at strømme til kirke i store flokke,
for den ringer ud over sognet i sorg og til fest,
og indbyder enhver til at komme som kirkens gæst.
Inskriptionen på klokken lyder nemlig sådan her ?
hentet fra en julesalme vi alle har kær:
Stands og hør
her er dør
til den sande glæde.

Kapellet findes i kirkens plint,
og det er faktisk også rigtig fint.
For selv om det er trist, når folk de er i nød,
så er det vigtigt med et sted til den, som er død.
Et kors af Jens Kristian Jensen i kirkens kapel,
det skal - når folk er samlet for at sige farvel,
minde dem om i deres sorg,
hvem der i døden er deres faste borg.

Og vest for kirken er der et kirkegårdsanlæg så flot,
så landskabsarkitekten Preben Skaarup har også gjort det godt.
Man kalder det nok de dødes have,
for man går og ser på mange grave,
men der er også en sø, hvor "Guds himmel" spejler sig,
så her er der også trøst at hente for både dig og mig.