Fonnesbæk Kirke
I 1994 blev der i Ikast bygget et hus,
og før det for alvor rigtig ku' brug's,
havde mange mennesker slidt ihærdigt,
men den 20. november stod huset fikst og færdigt.
Det blev indviet og fik navnet Fonnesbæk kirke,
og har siden dannet rammen om sognets liv og virke.
Under byggeriet spurgte mange: Hvad er det for et hus?
I dag kan alle se: Denne bygning er Guds eget hus.
Dertil hjælper også Niels Guttormsens himmelstiger,
der i drømme næsten gjorde patriarken Jakob til bjergbestiger.
I hvert fald så han en stige fra jord til himmel,
og den drøm gjorde ham faktisk ganske svimmel,
så næste morgen måtte han sige:
Jeg tror på Gud og hans rige.
Så stedet skal hedde Betel, som betyder Guds hus,
og i den betydning er det stadig, at det brug's.
I kirkens nordlige tårn bor sognets mini-konfirmander,
og det er faktisk kun dem, der må komme på de kanter.
Rummet er udstyret med både sækkestole og paraplyer,
og her fra tårnet kan de sidde og se op på himlens skyer,
men det er også rummet, hvor de synger, leger, be'r,
samt hvor de fra Bibelen hver uge hører mer'.
I kirken kommer der også mange børn,
og flere tager i den forbindelse en ordentlig tørn,
for børnene skal både synge, lege og bede,
og de må jo helst ikke i kirken sig kede.
Så et rum dekoreret med bibelske motiver,
har sandelig givet fortællerne ekstra arbejdsiver,
så her har siddet mangen en lille discipel,
og hørt en spændende historie fra vores bibel.
I kirkens nordlige tårn hænger også vores kirkeklokke,
og den får folk til at strømme til kirke i store flokke,
for den ringer ud over sognet i sorg og til fest,
og indbyder enhver til at komme som kirkens gæst.
Inskriptionen på klokken lyder nemlig sådan her ?
hentet fra en julesalme vi alle har kær:
Stands og hør
her er dør
til den sande glæde.
Kapellet findes i kirkens plint,
og det er faktisk også rigtig fint.
For selv om det er trist, når folk de er i nød,
så er det vigtigt med et sted til den, som er død.
Et kors af Jens Kristian Jensen i kirkens kapel,
det skal - når folk er samlet for at sige farvel,
minde dem om i deres sorg,
hvem der i døden er deres faste borg.