Historien om kirken

Indtil 1893 var Ikast et landsogn med kun én kirke og én præst, men i 1893 kom Isenvad kirke til og i 1912 Faurholt kirke, men ingen af disse kirker blev bygget, fordi der var for mange mennesker i sognet til en præst. Nej, de blev bygget, fordi de geografiske afstande i sognet var for store under hensyntagen til vejenes beskaffenhed og de transportmidler, man rådede over. Det var en tommelfingerregel i den kirkebygningsperiode, som strakte sig fra 1889 til 1912, at en mil (altså 7,5 km til kirke) var en acceptabel afstand til kirken, og derfor fik først Isenvad og siden Faurholt en kirke, og i forbindelse med, at der blev tre kirker i sognet, blev der også oprettet et andet præsteembede med præsten boende i Isenvad. I 1919 fik Isenvad egne kirkebøger, og dette skulle senere blive årsagen til, at Isenvad blev udskilt fra Ikast som et selvstændigt sogn.

Når vi kommer op i midten af 1900-tallet er det udviklingen i sognet med en blomstrende tekstilindustri og et voksende befolkningstal, der præger livet. I landområderne stagnerer befolkningstilvæksten, og befolkningen søger til byerne, og befolkningstilvæksten er nu årsag til den videre udvikling i det kirkelige liv i Ikast. Lad os derfor kort se på befolkningstallet i Ikast.

Isenvad

Ikast

Faurholt

Fonnesbæk

I alt

1974

-----

12.700

-----

-----

12.700

1980

1.070

12.984

-----

-----

14.054

1988

999

14.448

-----

-----

15.447

1992

989

14.768

-----

-----

15.757

1999

988

10.689

-----

4.537

16.214

2004

1.014

10.072

1.044

4.663

16.797


Med denne vækst i befolkningstallet er det klart, at der også bliver brug for nye kirker og flere præster, og sådan er det da også gået i Ikast, og behovet bliver ikke mindre af, at der er tale om en egn, hvor mennesker bruger deres kirker.

Ikast Østre kirkegård
Med et stigende befolkningstal bliver der også brug for flere begravelsespladser, og i 1962 fik Ikast en ny kirkegård i den østlige bydel. Med anlæggelsen af denne kirkegård mente man, at man havde begravelsespladser nok til mange år. Fra gammel tid har Ikast dog haft ry for, at her ikke bare begravede man de døde, men man druknede dem også. Under alle omstændigheder er der meget vand i jorden, og det bevirker, at fredningstiden for et gravsted skal være betydeligt længere end andre steder. Det betyder så også, at man får brug for flere og større kirkegårde, så da man skulle bygge ny kirke i Ikast, blev der også brug for en stor ny kirkegård således, at Ikast i dag har tre kirkegårde.

I tiden fra 1962 til 1975 havde man således Ikast Østre Kirkegård, og de fleste begravelser blev foretaget her, men man havde ikke noget kapel på kirkegården, hvor begravelserne kunne holdes, så derfor måtte man holde begravelserne i Ikast kirke og så køre eller gå ud til Ikast Østre Kirkegård og foretage jordfæstelsen der. Der opstod derfor også et ønske om at få bygget et kapel på kirkegården.

Ikast kirkes udbygning i 1966-1968
Ikast kirke var imidlertid for lille til den menighed, der søndag efter søndag samledes her, og da man søgte om at få lov til at udbygge kirken, var kirkeminister Bodil Koch på besøg i kirken, og hun rejste tilbage til København og slog et slag for, at man kunne få Ikast kirke udbygget, som hun sagde det: "Det er som juleaften hver søndag". I forbindelse med denne udbygning var tanken om at bygge en kirke nr. to i Ikast også blevet vendt, og biskop Chr. Baun, Viborg, havde spurgt menighedsrådet, om de ikke kunne tænke sig at få bygget en ny kirke i Ikast og få byen delt i to sogne. Det ønskede man imidlertid ikke i menighedsrådet, for man ønskede, at værne om byens kirkelige enhed og helhed, så derfor blev det til, at Ikast kirke blev udvidet. Ved denne udbygning var der mange mennesker, der syntes, at deres kirke var blevet ødelagt, og der var andre, der mente, at man også burde have udvidet koret. Og så havde der ikke været meget tilbage af den gamle kirke. Man kan ikke lade være med at spørge, hvordan det ville have set ud i dag, hvis man dengang havde taget imod biskoppens tilbud og havde fået en helt ny kirke i Ikast.

Planer om nye kirker i Ikast
Der skulle imidlertid ikke gå ret lang tid, inden man forudså, at der ville blive brug for nye kirker og for en sogneudskillelse. Jo flere mennesker man blev, jo flere præster skulle man også bruge, og med mange præster om en prædikestol, ville det gå ud over præsternes gudstjenestelige kontakt med menigheden. Det var derfor nødvendigt med en sogneudskillelse, men nu havde man jo fået en meget stor kirke, og man forestillede sig ikke flere "domkirker" i Ikast. Man ville hellere have to mindre kirker ude i de nye byområder. Der blev derfor afsat grund til en ny kirke i sydbyen og en anden mod øst ved Grødde. Kirken i sydbyen skulle ligger nær det sted, hvor Hyldgårdsskolen i dag ligger, og man forestillede sig, at de to mindre kirker skulle være uden kirkegård, snarere skulle de indgå i et bycenter med indkøbscenter og lignende, sådan som man havde set det mange andre steder i nye forstadssogne. Da kommunen så skulle i gang med planlægningen af Hyldgårdsskolen (omkring 1973) blev der holdt et menighedsrådsmøde med deltagelse af repræsentanter for Ikast kommune, og her blev den reserverede kirkegrund flyttet længere mod vest omtrent dertil, hvor Fonnesbæk kirke ligger i dag. Der var dog stadig kun tale om en mindre kirke, som en integreret del af et bycenter. Ikast kommune argumenterede kraftigt med, at kirken ville ligge bedre på det lidt højere sted end nede i lavningen, og det er nok heller ikke forkert.

Ikast Østre Kapel 1975
Ønsket om på Ikast Østre Kirkegård at få bygget et kapel, hvorfra man kunne holde begravelser voksede sig større og større og i begyndelsen af 1970'erne begyndte menighedsrådet derfor også at arbejde mere målrettet med opgaven, og 23. juni 1975 kunne det nye kapel så indvies. Forud var gået mange diskussioner om, hvordan kapellet skulle se ud, hvordan, det skulle indrettes og udsmykkes og hvad, det skulle hedde. Man ville gerne at, det blev en smuk og værdig ramme omkring begravelsesgudstjenesterne. Man ville gerne, at det kunne minde om en kirke og bruges som et mindre og alternativt gudstjenestested for Ikast menighed. På den anden side ønskede man ikke, at det skulle blive en hindring for en ny kirke. Man ville ikke risikere, at myndighederne sagde: "I kan ikke få en ny kirke, men I kan bruge jeres smukke kapel". Man ønskede nemlig, at en ny kirke skulle have nogle mere tidssvarende faciliteter, end det ville få på denne måde, og der var også mennesker, som mente, at et begravelseskapel ville kaste for mange af dødens skygger ind over livet. En ny kirke lå i menighedsrådsmedlemmers og præsters tanker som en drøm, der skulle realiseres i fremtiden. Ikast Østre Kapel blev derfor også indviet til kristen begravelsesgudstjeneste, og på dette tidspunkt var det ikke forsynet med knæfald og døbefont, men vi fik biskoppens tilladelse til at sætte det ind bagefter og til at bruge kapellet på lige fod med kirken. Præsten fra Isenvad fik præstekontor i kapellet, og der blev holdt gudstjenester i kapellet således, at mennesker også kunne få glædelige oplevelser fra kapellet. Det kunne være en hjælp i sjælesorgen for det hele menneske. Der skete da også det, at en del, navnlig ældre mennesker fra den østlige bydel kom til at betragte kapellet som deres kirke, og mange fra Ikast menighed brugte også kapellet, når de ønskede en morgentjeneste, eller når det passede bedre ind i familiens søndagsprogram. Ikast Østre Kapel skulle således have duft af en ny kirke, men det skulle ikke forhindre, at den nye kirke kunne blive en virkelighed.

Drømmen om den nye kirke i Ikast 1977
Drømmen om den nye kirke, som skulle komme i Ikast, levede stadig, og i 1977 fik denne drøm ny næring, for da begyndte man i Ikast menighedsråd at lægge penge hen til formålet. Man begyndte med at lægge 200.000 Kr. hen om året til den nye kirke. Det første år var det måske en smule mindre, men så blev der lagt penge hen hvert år, og da planerne tog fart blev det til 1 mil. kroner om året og til sidst 3 mil. kr. Det bevirkede, at man efterhånden fik en del penge på henlæggelseskontoen

Ikast Kirkecenter 1979
Tanken om bedre menighedsfaciliteter var der stadig og man ønskede også at samle menighedslivet på tværs af aldersgrupper og på tværs af kirkelige retninger. Man skulle have et naturligt sted for kirkekontoret at have til huse, og konfirmanderne havde også gavn af at komme væk fra skolerne i en tid, hvor mange skoler og lærere var bange for kirkens påvirkning. Skolerne var i en slags pubertetsalder, de skulle løsgøre sig fra kirken og stå på egne ben, og den nye skolelov, som kom i 1975 markerede dette. Man talte om indoktrinering som noget grimt, man helst skulle undgå. Konfirmanderne havde derfor godt af at komme et andet sted hen, hvor man kunne få lov til at være kirke uden, at der skulle rynkes på næsen af det. Ikast Kirkecenter blev en stor opgave, som vi måtte løfte i flok, og den blev en succes. Den blev den sognegård, som man kunne ønske i forbindelse med Ikast kirke. At den så lå på den anden side af Kirkegade, var det svært at gøre noget ved.

Hvordan skulle den nye kirke være?
Efter at man var begyndt at lægge penge hen til en ny kirke, begyndte man også i menighedsrådet at spørge, hvad det så var for en kirke, man skulle have, og hvilken arkitekt, man skulle engagere sig med. Derfor blev menighedsrådets udflugter (ekskursioner) også lagt således, at menighedsrådet fik set forskellige nye kirker rundt i Jylland. Vi havde f. eks en tur til Esbjerg, hvor man havde fået flere nye kirker, bygget af forskellige arkitekter. En anden tur gik til Århusområdet.

Menighedsrådet nedsatte også et kirkebygningsudvalg til at arbejde mere indgående og systematisk med opgaverne. Da menighedsrådet i 1979 havde fået bevilget en fjerde præst til Ikast, stod der i stillingsopslaget: "Der arbejdes med ad åre at oprette et nyt sogn for bl.a dette område (for denne præsts distrikt)". Da Jens Birk i 1982 var rejst til Holstebro, og stillingen igen var opslået, stod der: "Befolkningstallet er i de senere år vokset stærkt, og der arbejdes hen mod at opføre ny kirke beliggende i embedets kirkedistrikt". Da kirkebygningsudvalget blev nedsat i Ikast menighedsråd, kom det til at bestå af distriktets præst, murermester Svend Vestergaard som menighedsrådets bygningskyndige og de menighedsrådsmedlemmer, som boede i det, man regnede med skulle blive det nye sogn. Dette kirkebygningsudvalg så, ud over de kirker, som hele menighedsrådet så, også en del andre kirker. De deltog endvidere også i en nordisk kirkebygningskonference i Luleå i Sverige, arrangeret af Kirkefondet med Københavns daværende biskop Erik Norman Svendsen som general-sekretær i spidsen. Under denne konference besøgte man bl.a. også Ikasts nordiske venskabsbyer i Haparanda og Torneå. Der blev i udvalget arbejdet seriøst med at erhverve sig den bedste inspiration til det forestående kirkebyggeri i Ikast.

Hvor skal den nye kirke ligge? 1983
Spørgsmålet om, hvor den nye kirke skulle ligge blev igen aktuelt i 1983, da Ikast Kommune på dette tidspunkt var ved at sælge den udlagte kirkegrund til industribyggeri. Kommunen ville derfor flytte kirken længere mod vest, så den skulle ligge syd for Svaneparken, men her protesterede Ikast menighedsråd, for dels lå der en aftale om en kirkegrund hvor Fonnesbæk kirke nu ligger, og denne placering var hensigtsmæssig, når området vest for Thomas Poulsens Allé og Området omkring Hyldgårdsskolen skulle knyttes sammen til en helhed. Endvidere havde menighedsrådet været ved at se på kirkegårdskapaciteten i Ikast, og man havde regnet ud, at med det forbrug af begravelsespladser, som fandt sted på Ikast Østre Kirkegård, og med udvidelsen af fredningstiden på Ikast Kirkegård fra 30 til 60 år, som havde vist sig nødvendig, så ville der kun være begravelsespladser tilbage til ca. 15 år. Det var derfor nødvendigt at bede Ikast Kommune om en betydeligt større grund end først antaget, i alt 40.000 m2.

Disse spørgsmål fremkaldte en stor avis- og byrådsdebat. Ikast Kommune er jo forpligtet på at sørge for, at der er begravelsespladser nok, også selv om det er menighedsrådet, der har det primære ansvar herfor. For at få vished om, hvorvidt den omtalte grund var egnet til kirkegård, blev der foretaget de obligatoriske jordbundsprøver, for hvis grunden nu ikke duede til kirkegård, så var det straks en anden sag. Det viste sig, at grunden godt kunne bruges.

Efter megen diskussion bøjede Ikast Kommune sig for menighedsrådets ønske, og den nuværende kirkegrund med kirkegård blev afsat i kommuneplanen. Endvidere blev det også nødvendigt for Ikast Kommune at nyvurdere planerne for de nærmest beliggende grunde af hensyn til kirkens omgivelser, men heri har Ikast kommune vist sig meget positiv og velvillig.

Arkitektkonkurrence 1988
Ikast menighedsråd skulle nu vælge arkitekt for at kunne komme videre i arbejdet, og her blev det besluttet at afholde en arkitektkonkurrence. I samarbejde med Danske Arkitekters Landsforbund blev arkitektkonkurrencen tilrettelagt og afviklet. Der deltog seks arkitekter. Der var her tale om tre arkitektfirmaer, som havde stået bag nogle af de kirker, som vi havde set, og så tre lokale arkitekter. Det hedder sig, at man helst skal vælge arkitekter, som er kyndige kirkebygningsarkitekter. Men menighedsrådet skønnede, at nye arkitekter har vanskeligt ved at blive kyndige kirkebygningsarkitekter, såfremt de ikke får lov til at være med. Én gang skal jo være den første. Vore tre lokale arkitekter blev derfor indbudt til at være med sammen med de kendte kirkebygningsarkitekter, og kunne de så klare sig i konkurrencen, så var de også berettigede til at være med.

Arkitektkonkurrencen blev holdt i 1988. Det var spændende dage, hvor de indsendte projekter blev gennemgået og drøftet med de sagkyndige arkitekter, der skulle bistå menighedsrådet. Vinderen af konkurrencen blev enstemmigt arkitektfirmaet Overgaard og Danielsen. John Danielsen havde allieret sig med arkitekt Ove Neumann fra arkitektfirmaet KHR A/S Virum. Ove Neuman er således kirkens skabende arkitekt.

Efter arkitektkonkurrencen blev de indkomne forslag udstillet, og herefter udspandt der sig en debat i aviserne om, hvorvidt kirken nu var for dyr.

Kirken er for dyr
Kirken var for dyr. Og derfor måtte der gennemføres besparelser i projektet, og det blev bl.a. gennemført ved at alle moduler blev lavet et nr. mindre. Ud over hvad selve kirken kostede, skulle der også anlægges kirkegård, og resultatet blev, at kirkens samlede udgifter, højst måtte være 32 mil. kr. incl. moms og 6 mil. kr. incl moms til kirkegården. Når man skelner mellem disse to beløb, skyldes det, at pengene til kirkegården kunne vi låne i Stiftsmidlerne, mens penge til kirkebyggeri skulle lånes på almindelige lånevilkår. Kirkens byggeudvalg fik nu til opgave at holde stramt i tøjlerne under projekteringen, så priserne ikke skulle løbe løbsk. I 1992 kunne der så holdes licitation, og det viste sig, at prisen ved licitationen blev ½ mil. kr. billigere end ventet, og det betød så en hjælp til fortsat at overholde den godkendte økonomiske ramme.

Kirkens navn: Fonnesbæk kirke
I byggeperioden opstod også spørgsmålet: Hvad skal kirken hedde? Der var mange forslag på bordet, og befolkningen blev også indbudt til at komme med forslag, og resultatet blev altså, at kirken skulle hedde Fonnesbæk kirke. Fonnesbæk skulle staves lige som lokaliteten i sognet, og ikke som de store varehuse og trafikministeren i 1877, som også har deres rødder tilbage i Fonnesbæk, men som syntes, at det var mere smart eller moderne at skrive Fonnesbech.

Fonnesbæk er et gammelt navn, som er kendt helt tilbage i 1600-tallet. Fonnesbækgård har haft en nær tilknytning til Ikast kirke. Navnet Fonnesbæk kendes ikke andre steder fra, og det er ikke her et navn, som er belastet og giver negative erindringer. Fonnesbæk skole har endvidere ligget i nærheden af kirken.

Klokkeinskription
Når man støber en ny kirkeklokke har den nu om dage to inskriptioner. Den første kaldes den bundne inskription, og den fortæller, hvornår klokken er støbt, hvem der har støbt den, og til hvilken kirke den er støbt. Den frie inskription kaldes også klokkens sjæl. Også til dette formål havde befolkningen tilbud om at komme med forslag. Det første forslag, som blev valgt, var fra en salme af Steen Kaalø. Forslaget skulle godkendes af biskoppen. Det medførte at der blev arbejdet videre med sagen, og inskriptionen ændret til:

Stands og hør
her er dør,
til den sande glæde

Denne inskription er hentet fra julesalmen, "Hjerte løft din glædes vinger". Klokken kalder altså på alle, som tunge stier træde. De skal standse op og lytte efter, for her i kirken er døren til den sande og varige glæde. Det budskab, som skal både prædikes og synges ud, er glædens dør.

Byggeriet går i gang 1. juni 1993
Den 1. juni 1993 var alle godkendelser på plads, og der blev taget første spadestik til det nye kirkekompleks, og hermed var endnu en milepæl nået, og man begyndte at kunne se den dag, da Ikast ville have fået en ny kirke. Nu kunne befolkningen i området med egne øjne se, hvorledes, der blev arbejdet på pladsen, og hvordan kirkegården tog form og kirken voksede frem, og det medførte naturligt mange diskussioner og meningstilkendegivelser.

Kirkegården indvies og grundstenen til kirken nedlægges
Den 20. november 1993 blev kirkegården indviet og grundstenen til Fonnesbæk kirke blev indmuret. Det begyndte med en lille gudstjeneste i Ikast kirke, og grundstenen var en af de gamle kirkekvadre, og efter gudstjenesten blev grundstenen på en sækkevogn kørt ud til Fonnesbæk kirke. Det var snestorm og alle, der var med, husker dagen for dens sne og blæst og kulde. Efter indmuringen af grundstensdokumentet og de obligatoriske eksemplarer af rigets mønter blev grundstenen muret i af fire repræsentanter for kirken og menigheden: Biskop Georg S. Geil, formanden for byggeudvalget Anne Marie Søgaard Hansen, sognepræst Torben Pedersen og en spejder og kommende konfirmand Christina Nygaard Nielsen.

Tanken, som lå bag dette arrangement, var, at Fonnesbæk kirke skulle være en ny kirke, der hvilede på den gamle kirkes fundament, og at det var Ikast menighed, der sendte evangeliet ud i den nye bydel og det nye sogn. Ikast menighed var gået ud i al verden med evangeliet. Nu skulle det vokse og bære sin frugt for de mennesker, som skulle bo her.

Kopi af det indmurede grundstensdokument kan ses i våbenhuset i Fonnesbæk kirke.

Menighedsrådsvalg 1994
Da det nu var godkendt, at der skulle ske en sogneudskillelse den dag, da Fonnesbæk kirke blev indviet, så skulle der også vælges et menighedsråd bestående af 10 valgte medlemmer. Der blev derfor afholdt ekstraordinært menighedsrådsvalg tirsdag d. 16. august 1994. Kirkelisten fik 6 medlemmer, og det grundtvigske alternativ fik 4 medlemmer i det nye råd. Det nye menighedsråd konstituerede sig herefter med Jens Martin Gundersen som formand.

Fællesskab med Isenvad sogn
Ved sogneudskillelsen blev Torben Pedersen kirkebogsførende sognepræst i Fonnesbæk sogn, men også Jørgen Vingborg blev tilknyttet sognet, og begge præster blev indsat i deres nye embede ved kirkeindvielsen.

Fonnesbæk sogn havde ved indvielsen ca. 4.500 indbyggere, og det er lige lidt nok til, at der kunne bevilges en kordegn, derfor blev der oprettet en fælles kordegnestilling for Fonnesbæk og Isenvad sogne, ligesom de to præster også deltes om arbejdet og gensidigt afløste for hinanden. Senere, da sognene skulle have sognemedhjælper, blev også sognemedhjælperen knyttet til begge sogne.

Fonnesbæk kirke indviet 20. november 1994
Fonnesbæk kirke blev indviet søndag d. 20. november 1994 af biskop Georg S. Geil, Viborg. Ved indvielsesgudstjenesten indsatte biskoppen kirkens to præster. Indvielsesgudstjenesten blev transmitteret direkte af TV2 til hele landet.

 

Af Jørgen Vingborg

Læs om arkitektur og kunsten i Fonnesbæk kirke

klik på billedet

Hæftet kan købes i våbenhuset i kirken
Pris 10 kr.