Om Fonnesbæk Kirke

Fonnesbæk Kirke er indviet den 20. november 1994. Kirken er tegnet af arkitekt Ove Neumann fra KHR/as Virum og opført i samarbejde med firmaet Overgaard og Danielsen, Ikast.

Alter, prædikestol og døbefont er tegnet af arkitekt Ove Neuman og udført af Stenhugger-gården i Ringkøbing ved Palle Jeppesen i blå rønne granit. Døbefonten er stort set ubehandlet, bortset fra de polerede skår, der skal lede tanken hen på kilden. Mellemrummet i døbefonten skyldes en revne i klippen, hvor igennem der i mange år har sivet vand. Alteret er pighugget på siden og blankpoleret på oversiden. Bag ved altret vokser hængefigen. Prædikestolen er formet som en spiral og i slebet granit. Et blankpoleret kors er skåret ud i overgangen mellem den skrå og den lige flade.

Sølvarbejdet er udført af Bent Exner, Pandrup. Alterkorset har 9 felter i sølv med emalje. Den midterste er en triptikon, der kan åbnes, så der ses 3 billeder af Jesu fødsel, hans død og opstandelse. De 8 kors er dannet af en sølvtråd, og de er alle forskellige. Kalk og disk er lavet med blåt emaljearbejde, så det hører sammen med korset. På altret står 6 lysestager, hertil hører lave lys.

Lysspalten over altret er inspireret af de liturgiske farver.

Klokken er ophængt i det nordlige tårn og har inskriptionen: "Stands og hør her er dør til den sande glæde."

Orglet er bygget af Bruno Christensen og sønner i Terkesbøl. Orglet er bygget i amerikansk ahorn, ligesom alt andet træværk i kirken.

Messehagelerne er tegnet af Poul Johansen, Ikast og syet af Elly Østergaard, Ikast. De er alle 4 lavet over den samme ide, med patchwork og en guldcirkel på ryggen. I cirklen er 4 forskellige motiver, der hver især passer til kirkeåret. De er maskinbroderet, og på prædikestolen hænger der et antependium med motivet, svarende til messehagelen.
På sydvæggen i kirken hænger to billeder af billedkunstner Arne Haugen Sørensen. "Korsfæstelse med tilskuere" og "Opstandelse". I våbenhuset hænger endvidere to billeder af Sven Havsteen-Mikkelsen. "Triptykon" og "Skt. Hubertus".
Himmelstigerne er tegnet af Niels Guttormsen og er udført i samarbejde med Statens Kunstfond. Den nederste stige skal lede tanken hen på Jakobs drøm. Den øverste er en omvendt stige med et kors på toppen. Den skal fortælle os om Gud, der kommer til os gennem Jesus på korset.
Vi har i 2007 desuden indkøbt et kors til Fonnesbæk Kirkes kapelrum udfærdiget af en lokal kunster Jens Chr. Jensen, som i 2010 også lavede skulpturen "Livets Søjle" til Urnehaven på kirkegården.
Kirken er placeret på et 40.000 m2 stort areal, omkranset af et kampestensdige. Kirkens grundareal er 1300 m2.

Læs om arkitektur og kunsten i Fonnesbæk kirke

klik på billedet

Hæftet kan købes i våbenhuset i kirken
Pris 10 kr.